Ønsker du planter i soveværelset, men er usikker på, hvilke der anbefales? Er du i tvivl om, hvorvidt planter i soveværelset giver bedre indeklima og nattesøvn?
I denne artikel giver vi dig svar på det, du gerne vil vide om planter i soveværelset.
Planter i soveværelset: Gode for trivsel
Du har måske hørt, at planter renser luften og giver et bedre indeklima, og at du derfor bør have planter i soveværelset?
Ifølge nyere forskning er naturlig ventilation langt mere effektiv for indeklimaet end grønne stueplanter. Myten om, at stueplanter har en betydelig effekt på indeklimaet, stammer fra et NASA-eksperiment fra 1989. Dengang blev det konkluderet, at grønne planter var gode luftrensere og også kunne fjerne kræftfremkaldende kemikalier fra luften.
Grunden til, at dette eksperiment i nyere tid er blevet afvist, er, at det blev udført i et forseglet kammer i et laboratorium. Det kan altså ikke sammenlignes med de indeklimaer, vi normalt opholder os i.
For at grønne planter skulle have en reel effekt på indeklimaet, skulle man have 10 planter per kvadratmeter – og så ville der jo ikke være plads til sengen!
Alligevel er det ikke helt spildt at have planter i soveværelset. For selvom vi lukker øjnene, når vi sover, er det vigtigt, at soveværelset er indbydende. Ligesom visse farver kan fremme en god søvn, er det også vigtigt, at rummet er ryddeligt og hyggeligt.
Stjæler planterne ilt fra mig?
Dette er en anden myte, vi ofte hører, som heller ikke passer. Mens mennesker i gennemsnit bruger 3 % af ilten i et rum, forbruger planter faktisk kun omkring 0,1 %.
Du behøver med andre ord ikke være bekymret for, at du ikke får nok ilt i løbet af natten.
Hvilke planter kan jeg have i soveværelset?
Du kan have de fleste grønne planter i soveværelset. Dog er det et rum, der er mørkt store dele af døgnet, så det er en fordel at vælge planter, der ikke kræver meget lys. Derudover bør du vælge planter, der ikke afgiver allergener.
Vi har her taget udgangspunkt i de planter, der tidligere har været kendt for at rense luften, da disse også er allergivenlige.
Aloe Vera
Aloe Vera-planten er helt genial. Her får du nemlig en nem plante, der også har helende egenskaber. Skulle du for eksempel blive solskoldet eller få en mild forbrænding, kan du påføre lidt aloe vera for lindring.
Aloe vera-planten er desuden en tropisk sukkulent. Det betyder, at den lagrer vand til tørre perioder. Derfor skal den ikke vandes mere end et par gange om måneden om foråret og sommeren. I de koldere årstider kan den vandes endnu sjældnere.
Birkefigen
Birkefigen må ikke forveksles med birk og indeholder altså ikke birkepollen. Denne stueplante hører til morbærfamilien.
Det er en flot og robust plante med grønne, blanke blade. Den har brug for lys, så det er vigtigt, at du trækker gardinerne fra om dagen. Planten behøver ikke vand, før jorden er næsten helt tør, så det er ikke en katastrofe, hvis du glemmer den i nogle dage.
Svigermors skarpe tunge
Svigermors skarpe tunge er en art i bajonetplantefamilien. Det vides ikke helt, hvor navnet stammer fra, men måske henviser det til fordommen om, at svigermødre kan have en skarp tunge – ligesom bladene på planten.
Denne plante skal ikke vandes ofte. Først når jorden er helt tør, kan du gennemvande den. Svigermors skarpe tunge bliver meget glad, hvis du giver den ekstra plantenæring hver anden uge i sommerhalvåret!
Bregne
Bregner blev længe betragtet som nogle af de bedste luftrensende planter. Hvis du ikke er overbevist om, at planters luftrensende egenskaber er en myte, er dette et godt valg.
Denne plante er robust og passer derfor godt til soveværelset. Derudover findes den i mange forskellige sorter, så du kan finde den bregne, der passer dig bedst.
Arekapalme
Arekapalmen kan give et smukt, næsten eksotisk udtryk i soveværelset. Den trives bedst uden direkte sollys og er derfor velegnet til soveværelset.
Gør soveværelset indbydende til god søvn
Selvom vi måske har skuffet dig ved at afkræfte myten om luftrensende planter, håber vi, at du alligevel fandt inspiration.
Frisk luft er stadig den bedste måde at få et sundt indeklima, men planter og bløde farver kan give soveværelset et hyggeligt præg, der bidrager til bedre søvn.